Dårlig samvittighed…

…kan man ikke bruge til noget. Men jeg har alligevel lidt dårlig samvittighed – overfor min mand!

I mange år har jeg brokket mig over alt muligt – at der ikke var orden i køleskabet; at vi spiste kylling på dage, hvor jeg ikke havde lyst til kylling; at min mand løb for meget (eller for lidt) og at det var virkelig svært for mig at tage mig sammen til at komme ud at løbe, når han stod der og hoppede, og var sådan rigtig fitnessagtig! Jeg bad flere gange om hans hjælp, men bed hovedet af ham, når han så foreslog, at jeg da lige kunne nå en lille løbetur, mens han lavede mad (sikkert kylling!).

UNDSKYLD!!!

Og hvad vil jeg egentlig sige med det? Jo, det jeg vil sige er, at du kan ikke tabe dig, hvis ikke DU har et ønske om det. Det nytter ikke noget, at du bager en drømmekage, æder halvdelen og bagefter brokker dig over, at at du er for tyk, og at din mand ikke støtter dig nok. Helt ærligt – hvem gider støtte en havgasse, der lige har indtaget urimelige mængder af søde sager, og bagefter er sur over manglende support? Er det ikke lidt svært at tage seriøst?

Jeg vil rigtig gerne moralsk støtte andre, der har lyst til at tabe sig, men man kan ikke, før man indser, at det er ens egne begrænsninger der gør, at man ikke synes, man har tid til at træne.

Hvis du kunne tænke dig at tabe dig, så søg ind i et fællesskab med andre, der har samme ønske. Meld dig på et slankehold, meld dig ind i en løbeklub – gør noget.

Men lad være med at tro, at det er andres skyld, at du vejer for meget, for pilen peger kun ét sted hen…