Snuden i sporet

Uden mad og drikke

Jeg har stort behov for at have succes, når jeg gerne vil tabe mig, og når jeg skal holde vægten. Hvis jeg ikke taber mig fra gang til gang, når jeg bliver vejet hos min træner, så mister jeg lynhurtigt motivationen, og “så er det hele lige meget”. Men faktisk har jeg ikke på noget tidspunkt taget på, mens jeg har været i gang med mit vægttab – jeg har simpelthen tabt mig, hver gang jeg er blevet vejet. Nogengange har jeg tabt mig 200 gram, og andre gange tre kilo – det svinger.

Morgenmad
Tidligere har jeg lovet at skrive lidt om, hvad jeg spiser, og jeg vil starte med min morgenmad.

I hverdagene spiser jeg enten en portion A38 (økologisk) med müsli fra Easis, eller også et stykke rugbrød (gerne ristet) med en skive ost. Et par gulerødder er også et sikkert hit om morgenen – eller noget peberfrugt. Hertil drikker jeg et stort glas vand og et glas the – jeg kan godt lide lakridsthe, for det er sådan lidt sødt, og giver mig følelsen af at “få noget sødt”.

I weekenden spiser jeg som oftest en (hjemmebagt) bolle – du kan finde opskriften her på siden. Jeg putter ost på, og skejer jeg ud, så kommer jeg også lidt syltetøj på. Også i weekenden drikker jeg the og vand. Jeg elsker en weekendmorgen med avisen og en langsom start, selvom det ikke sker så tit, fordi alle de gode træningstimer ligger tidligt i weekenden.

Jeg skeler ikke til, hvad det er for noget ost, jeg spiser. Det vigtigste for mig er, at jeg kan lide, det jeg spiser. Jeg bryder mig ikke om fedtfattig ost, så det springer jeg over – til gengæld spiser jeg kun én skive.

Træning
Som skrevet før, så træner jeg en del. Ofte bliver det til otte-ti timer på en uge. Det ved jeg godt, er rigtig meget, men det er det, der får mig til at tabe mig, og så gør det mig glad i låget. Jeg har trænet så meget siden februar (det var ikke så meget den første måned af mit forløb), og jeg har efterhånden fundet ud af, hvilke timer der giver mig noget.

Jeg træner både cardio-, hold- og styrketræning.
Nogle gange om ugen står den på Stram-Op og MBL, som er timer, hvor fokus er på at få styr på “mormor-armene”, ridebukselårene og den slatne mave – man kommer med andre ord ikke så meget op i puls, til gengæld er man rundt om alle de store muskelgrupper, og bruger både vægtskiver, elastikker og vægtstænger.
Et par timer med dans bliver det også til. Jeg ELSKER at danse, og de timer om ugen, hvor jeg danser, forsvinder tiden ufatteligt hurtigt. På papiret hedder timerne Zumba, men i praksis er det vist ikke meget zumba over det – det er “bare” skøn dans, hvor pulsen kommer godt op, og hvor der smiles en masse. ATTITUDEN er det vigtigste her!
Les Mills er et fantastisk koncept. Det er hård træning til høj musik. Bodystep er nærmest dans på en stepbænk – det er såååååå sjovt, og såååååå hårdt. Bodypump er styrketræning på hold, og også super sjovt.
Så er der spinning – der er ikke så meget at sige til det. Benhård cardiotræning til høj musik.

Inden nytår trænede jeg slet ikke – jeg red lidt på min islandske hest, men fik aldrig pulsen sådan RIGTIG op. Så jeg vil bare sige, at hvis jeg kan dette, så kan alle andre også… Så spring ud i det! Og skriv endelig, hvis der er noget, du vil spørge om.

spinning_1
spinning_2Klar til spinning

spinning_3Færdig med spinning!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snuden i sporet