Alene sammen med andre

Jeg elsker at komme ud blandt andre mennesker. Det giver mig energi, og jeg synes, det er skønt at være i andre menneskers lag. Jeg har altid været super god til at netværke – haft nemt ved at skabe relationer på jobbet, få gode historier på blokken og i det hele taget tale med andre.

I det private har jeg været lidt mere udfordret. Jeg kan godt sidde i et stort selskab, og pludselig blive ramt af en følelse af ensomhed. “Gad vide, hvad andre tænker, når hende med den store røv igen går til buffeten” eller “Jeg skal ikke have noget sødt, for så tænker de andre bare, at hende med røven selv er ude om at se sådan ud” kan være tanker, som jeg pludselig er blevet ramt af, selvom jeg har været i selskab med mennesker, som jeg udemærket godt ved, kun vil mig det godt.

Men gad vide, hvornår jeg tør tro på, at jeg er okay. Mon jeg vågner op en morgen, når jeg har tabt 20 kilo mere, og tænker – YES mand, nu er jeg ovenpå, nu kører mit liv sgu på skinner! – Jeg tror det næppe. Men hvis jeg bare kunne begynde at tro, tænke og mærke, at det jeg gør, er godt nok, så vil jeg være nået et meget langt stykke.

Jeg har ikke brug for, at andre hele tiden kommenterer, at jeg har tabt mig, at jeg ser glad ud, at jeg kan løbe hurtigt (det kan jeg heller ikke) eller andet – men en gang i mellem er det SUPER fedt. Som når min (hestens) smed træder ind i stalden, kigger på mig, og udbryder “nu skal du da passe på, at du ikke forsvinder helt”. Det gør mig glad, at andre kan se, at mine anstrengelser bærer frugt. Og jeg tænker, at det er lige meget, om man er i gang med et vægttab, et rygestop, træning til marathon eller andre ting.

Derfor – husk at sig til dem du møder på din vej, at du kan se, at de anstrenger sig, at de gør en indsats, at de når deres mål. Og spørg gerne ind til, hvordan det går. 🙂

Friture-buffet – hvad tænker du, når “hende den store” går derop for tredie gang?