– Det var da utroligt, at jeg bliver ved med at være så slap i mine mavemuskler!

Sådan har jeg tænkt rigtig mange gange, når jeg lå der på ryggen og “vippede”. For hver eneste gang har det gjort stjerne ondt i nakken. Jeg har måtte holde pauser, og har været godt og grundigt irriteret på mig selv.

Nu har jeg i tre uger døjet med ondt i min arm, skulder og nakke, og jeg er ved at blive vanvittig, og der er dælme meget selvynk for tiden.

Men hvad gør man, når man i en periode ikke kan det man gerne vil? Tyer man til Marabou? Holder man op med at spise? Spiser man virkeligt meget? Eller… For mit vedkommende har jeg spist, som jeg plejer, hvilket nok betyder, at jeg ikke har tabt mig til næste vejning. Jeg er også kommet til at indtage lidt mere usundt, end jeg normalt gør – har bagt til hygge med ungerne om eftermiddagen.

Jeg er hoppet på spinningcyklen igen – cykler uden hænderne på styret (!), og så forsøger jeg at komme ud at gå ture.

De var svære at lukke i februar!

Karklude er noget af det, der sviner rigtig meget i miljøet. Derfor er jeg begyndt at strikke og hækle lækre klude. Jeg tænker, at det kan blive til gode værtindegaver.

Jeg er faktisk også ved at strikke et sindssygt flot tæppe – Great American Aran Afghan. Det er et tæppe, der laves af 24 strikkede firkanter, som hver er designet af forskellige strikdesignere. Det er lige mig, for jeg når ikke at komme til at kede mig!

Jeg ejer ikke en hjemmestrikket sweather, men jeg har planer om en islandsk i løbet af vinteren.

Laver du mon noget håndarbejde?

Alder er bare et tal. Man er først gammel, når man føler sig gammel. Så langt er vi enige – det er BARE ET TAL!

Mit andet forløb på Kost & Krop er ved at rinde ud. Snart skal jeg holde otte ugers ferie – indtil det næste forløb starter i begyndelsen af august. Otte uger, hvor jeg ikke skal møde til vejning hver anden uge. Otte uger, hvor der ikke er nogen løftede øjenbryn, hvis jeg ikke har tabt nok. Otte uger, hvor der ikke er nogen, der skriger “kom nu, Sine”. Otte uger fyldt med fristelser!

I søndags løb jeg ALT for damernes kvindeløb i København. 5 kilometer, løb hele vejen, overskud på målstregen (kunne godt have løbet længere/givet mere), men det bedste var egentlig, at Chris MacDonald var der. Han stod ude på ruten, og gav “high five” og opmuntrende ord med på vejen, og han holdt foredrag efterfølgende. Jeg har tyvstjålet hans motto “TPL”, og har tænkt mig at skam-bruge. #TPL står nemlig for TRO PÅ LORTET – og det gør jeg sgu!

Status siden den 2. januar er, at jeg har tabt 19,8 kg. Jeg har smidt 94 cm fordelt på fem målepunkter – størst er tabet rundt om maven og rundt om røven – 30 cm er der røget begge steder, men også lårene er blevet 12 cm mindre. DET ER VILDT! Og det er ikke bare tal!

Kondital
For et halvt år siden var et kondital bare et tal.

Jeg har aldrig kendt mit kondital, men jeg har godt vidst, at det nok ikke var så højt. Det der med at løbe, det var noget, jeg ikke kunne – og det var faktisk lidt synd for mig.

Da jeg startede på Kost & Krop i januar 2017, var en Coopertest det første, jeg skulle i gennem. Det er en test, hvor du skal løbe, så langt du kan på 12 minutter.
1.350 meter løb jeg, hvilket resulterede i et kondital på 19,7. I torsdags løb jeg en Coopertest igen – 1.790 meter og et kondital på 30,0. Jeg er gået fra et kondital i den blodrøde afdeling, til et kondital der er spirende lysegrønt.

Jeg vil løbetræne sammen med min søn hen over sommeren, og mon så ikke jeg skal snuppe en 7 km til september.

…at kunne se sine fødder uden at læne sig frem!

Jeg ved godt, at det ikke er alle, der har prøvet det – men dét har jeg!!! Jeg har prøvet at stå helt almindeligt og kigge ned på mine fødder, og blive skræmt fra vid og sans, fordi fødderne ikke var der.

Jeg vil gerne indrømme – det er IKKE sjovt!

I går var jeg til spinning, og efterfølgende kiggede jeg ned – og der var de sgu! Fødderne! – Jeg så mine fødder!!!

Det er en kæmpe sejr for mig, at jeg nu bare kan dukke nakken, og så er mine fødder lige der, for det betyder, at jeg efterhånden har smidt rigtig mange kilo.

I mange år har jeg undgået at kigge ned ad mig selv. Ganske enkelt fordi jeg er blevet ked af det. Jeg er blevet ked af det, fordi det har mindet mig om, at jeg var overvægtig. Alligevel har jeg ikke haft psykisk overskud, lyst, energi til at gøre noget ved “problemet”. Jeg tænker rigtig meget over, hvad det er, der har givet mig overskuddet, lysten og energien nu – jeg er blevet ramt på det rigtige ben på den rigtige dag. Jeg tænker lidt videre, og så kommer der et indlæg om det senere.