Succes motiverer

Hvordan holder man motivationen i ti måneder?

I ti måneder har jeg knoklet i træningscentret, og tænkt markant mere over, hvad jeg spiser. For nogle uger siden ramte jeg de 25 tabte kilo, som fordeler sig med 99 cm færre centimeter på min krop. – Jeg er mere end 30 cm mindre rundt om maven, og oplever i den grad, at være skrumpet.

Alligevel er det bare så svært i øjeblikket. Min hjerne tænker på at bage kager, at spise slik, lækre pastaretter, pomfritter osv. Ydermere er jeg kommet væk fra træningen, fordi jeg har haft problemer med min arm. Det er en rigtig dårlig cocktail!!!

Men tilbage i december 2016 tog jeg en beslutning, da jeg meldte mig til Kost & Krop. Jeg besluttede, at jeg ville min overvægt til livs, og det vil jeg stadig. Jeg har stadig 20 kilo, jeg gerne vil af med, og det kommer de. Den første beslutning var den første i en lang række. For det der giver mig succes er, at jeg tager beslutningen igen og igen mange gange hver dag. Når jeg står op, så beslutter jeg, at jeg skal have skyr til morgenmad eller en skive rugbrød med ost. Når jeg er på arbejde, beslutter jeg, at jeg ikke skal have eksempelvis feriekage, flødeboller eller andet sødt. Om eftermiddagen beslutter jeg, at jeg ikke skal drikke en stor cafe latte med masser af mælk og sukker (for jeg kan egentlig ikke lide sukker). Og om aftenen spiser jeg som oftest noget kød og noget kålsalat, men vælger ikke at spise kartofler/ris/pasta. Fire-fem gange om ugen beslutter jeg at køre ind at træne . Med andre ord tager jeg rigtig mange beslutninger hver eneste dag, og det er det, der giver mig succes, og det er det, der bliver ved med at motivere mig – for succes motiverer, og jeg har succes!

Hvad gør du for at få succes? Og kan du holde motivationen?

success-479568_960_720

En milepæl

Jeg får altid lyst til indendørs sysler og hjemlig hygge, når det regner udenfor, og efteråret begynder at tage til.

En ridetur i en regnvåd skov, hvor farverne er eksploderet, og hvor hesten er glad, er selvfølgelig altid en stor fornøjelse, men da jeg ikke kan ride i øjeblikket, på grund af min skadede nakke/ryg/skulder/arm whatever, så får jeg ikke disse ture.

Indendørs sysler har næsten altid involveret strikketøj, bog eller ovn – aktiviteter, som ikke har virket fordrende for mit fysiske velbefindende. Jeg er jo stor fortaler for, at man skal have det godt BÅDE fysisk og psykisk. Det nytter simpelthen ikke noget, at man fræser rundt om søen fire gange om ugen, hvis man har det ad h til, når man kommer hjem. Jeg har i mange år forsøgt at bilde mig selv og min omverden ind, at jeg havde det super godt. Jeg har brugt utroligt meget energi på at holde en facade, som “hende der kan det hele”. Ganske få mennesker har fået lov til at komme ind bagved, og jeg har haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ud. Jeg har jo syntes, at de der motionister var nogle tosser (og tabere), der ikke havde noget indhold i livet. Og jeg havde i hvert fald så meget indhold i mit liv, at jeg ikke havde tid til at motionere.

De sidste tre uger har jeg som tidligere nævnt været skadet. Jeg kan spinne (lidt), men alt mit holdtræning, det gemmer jeg lige til lidt senere. Og jeg er ved at blive vanvittig! Jeg savner i den grad at bevæge mig, svede, presse mig – og jeg er SÅ bange for, at jeg skal glemme, hvor fedt det er. Tænk, hvis jeg pludselig får smag for at sidde i sofaen igen. Tænk, hvis jeg begynder at spise mere Marabou end salat igen. Tænk, hvis jeg bliver, som jeg var!

Så længe jeg er bange, er jeg ikke ligeglad, og det trøster mig. Og så trøster det mig, at på trods af, at jeg kun har trænet tre gange på tre uger, så har jeg alligevel tabt mig.

Det betyder, at jeg er nået en vigtig (for mig) milepæl – jeg har tabt 25 kilo!!! 25 kilo!!!!! Det er 100 pakker smør!!! Det er vildt!

Og jeg er så glad og stolt. For nu har jeg TO gange købt nye jakker – en vinterridejakke og en regnjakke – og det kan begge to lukkes over måsen. Det plejer de aldrig at kunne. Forleden dag var jeg i en rideudstyrsforretning, og her kunne jeg passe tøjet. I drømmer slet ikke om, hvor vildt det er at kunne købe “almindeligt” tøj.

Min nye højtelskede (og meget gule) regnjakke fra Jacson - i helt almindelig størrelse <3

Min nye højtelskede (og meget gule) regnjakke fra Jacson – i helt almindelig størrelse <3

I gang igen – eller…

Kost & Krop er startet igen. Jeg er i fuld sving med kost og motion – i hvert fald med motionen.

Kosten er det lidt værre med – jeg synes bare ikke, at snackpeber, tomater og æggemuffins  er spændende! Det er jo ikke sådan, at jeg kaster slik og kage i hovedet, men jeg ville ønske, at en halv agurk var mit billede af en rigtig lækkerbisken. Jeg er med andre ord lidt ufokuseret i øjeblikket – og det gør mig bange.

Jeg bliver bange, fordi jeg frygter, at jeg falder i igen. Jeg har en forskruet idé om, at jeg nærmest over natten tager alle de kilo på, som jeg har tabt.

Kost & Krop er jo et “lukket” hold, jeg går på. Et hold hvor fællesnævneren er, at vi allesammen er startet som overvægtige – i større eller mindre grad. Vi træner i vores lukkede forum to gange om ugen, og hver anden uge bliver vi vejet og målt, ligesom vi tager en snak med vores træner. Da jeg var til vejning i sidste uge, viste det sig, at jeg havde tabt 1,1 kilo i løbet af sommeren. Det er jeg SUPER stolt over, for jeg har bestemt spist alle de sommer-is, som jeg kunne komme til, og har også drukket dejlige sommersjusser. Så det var skønt at komme i gang igen. Alligevel hang jeg lidt med skuffen, da jeg gik derfra – eller… Ikke da jeg gik derfra, men det er kommet efterfølgende. For min træner sagde til mig, at jeg skulle holde op med at træne så meget!
Det giver fuldstændig meget mening, at jeg ikke skal træner otte-ni timer hver uge, for så vænnes min krop til at have et meget højt energiforbrug, og jeg vil derfor tage på, hvis jeg i en periode (som julen) ikke træner. Jeg kan sagtens forstå, hvad begrundelsen er for, at jeg ikke skal træne så meget – men nu har jeg prøvet at holde det lidt nede i en lille uge, og jeg er sur og gal og vranten. Jeg TRÆNGER til at træne.

Så nu kører jeg i Kroppens Hus!

Uden mad og drikke

Jeg har stort behov for at have succes, når jeg gerne vil tabe mig, og når jeg skal holde vægten. Hvis jeg ikke taber mig fra gang til gang, når jeg bliver vejet hos min træner, så mister jeg lynhurtigt motivationen, og “så er det hele lige meget”. Men faktisk har jeg ikke på noget tidspunkt taget på, mens jeg har været i gang med mit vægttab – jeg har simpelthen tabt mig, hver gang jeg er blevet vejet. Nogengange har jeg tabt mig 200 gram, og andre gange tre kilo – det svinger.

Morgenmad
Tidligere har jeg lovet at skrive lidt om, hvad jeg spiser, og jeg vil starte med min morgenmad.

I hverdagene spiser jeg enten en portion A38 (økologisk) med müsli fra Easis, eller også et stykke rugbrød (gerne ristet) med en skive ost. Et par gulerødder er også et sikkert hit om morgenen – eller noget peberfrugt. Hertil drikker jeg et stort glas vand og et glas the – jeg kan godt lide lakridsthe, for det er sådan lidt sødt, og giver mig følelsen af at “få noget sødt”.

I weekenden spiser jeg som oftest en (hjemmebagt) bolle – du kan finde opskriften her på siden. Jeg putter ost på, og skejer jeg ud, så kommer jeg også lidt syltetøj på. Også i weekenden drikker jeg the og vand. Jeg elsker en weekendmorgen med avisen og en langsom start, selvom det ikke sker så tit, fordi alle de gode træningstimer ligger tidligt i weekenden.

Jeg skeler ikke til, hvad det er for noget ost, jeg spiser. Det vigtigste for mig er, at jeg kan lide, det jeg spiser. Jeg bryder mig ikke om fedtfattig ost, så det springer jeg over – til gengæld spiser jeg kun én skive.

Træning
Som skrevet før, så træner jeg en del. Ofte bliver det til otte-ti timer på en uge. Det ved jeg godt, er rigtig meget, men det er det, der får mig til at tabe mig, og så gør det mig glad i låget. Jeg har trænet så meget siden februar (det var ikke så meget den første måned af mit forløb), og jeg har efterhånden fundet ud af, hvilke timer der giver mig noget.

Jeg træner både cardio-, hold- og styrketræning.
Nogle gange om ugen står den på Stram-Op og MBL, som er timer, hvor fokus er på at få styr på “mormor-armene”, ridebukselårene og den slatne mave – man kommer med andre ord ikke så meget op i puls, til gengæld er man rundt om alle de store muskelgrupper, og bruger både vægtskiver, elastikker og vægtstænger.
Et par timer med dans bliver det også til. Jeg ELSKER at danse, og de timer om ugen, hvor jeg danser, forsvinder tiden ufatteligt hurtigt. På papiret hedder timerne Zumba, men i praksis er det vist ikke meget zumba over det – det er “bare” skøn dans, hvor pulsen kommer godt op, og hvor der smiles en masse. ATTITUDEN er det vigtigste her!
Les Mills er et fantastisk koncept. Det er hård træning til høj musik. Bodystep er nærmest dans på en stepbænk – det er såååååå sjovt, og såååååå hårdt. Bodypump er styrketræning på hold, og også super sjovt.
Så er der spinning – der er ikke så meget at sige til det. Benhård cardiotræning til høj musik.

Inden nytår trænede jeg slet ikke – jeg red lidt på min islandske hest, men fik aldrig pulsen sådan RIGTIG op. Så jeg vil bare sige, at hvis jeg kan dette, så kan alle andre også… Så spring ud i det! Og skriv endelig, hvis der er noget, du vil spørge om.

spinning_1
spinning_2Klar til spinning

spinning_3Færdig med spinning!

Aktiv ferie – eller hvad?

Hvorfor stæse rundt, når man er taget i sommerhus for at slappe af? For afslapning er jo ikke det samme som løbeture og ture i fitnesscenter – eller hvad?

Jeg holder lige nu ferie i sommerhus i Nordjylland. Her er pragtfuldt, vejret er rimeligt og selskabet godt. Og jeg har opdaget, at det der med motion, det er ikke kun noget, jeg har lyst til derhjemme, fordi jeg “skal”. Jeg har rent faktisk lyst til at bevæge mig. Jeg får løbet ture, jeg går ture med hunden og jeg har også været i fitnesscenter.

Når jeg i perioder har bildt mig selv ind, at jeg var sådan en, der motionerede, har jeg altid motioneret, når jeg var heroppe. På en eller anden måde er det bare nemmere at snøre løbeskoene, når man er her. “Feriemotion” vil jeg kalde det – for det varede jo som regel ikke ret meget længere end ferien!

Vores sommerhus ligger lige ved siden af et stort aktivitetscenter, hvor man kan dyrke alle mulige former for sport, og her har jeg været ovre i deres (veludstyrede) fitnesscenter at træne. De har super gode maskiner, og løbebånd, crosstrainer og stepmaskine står alle, så man kan se ud over Vesterhavet, mens man sveder sig i gennem cardiotræningen/opvarmningen.

Selv lagde jeg ud på crosstraineren, trænede maskiner og sluttede også på crosstraineren. Der var flere andre, der trænede derovre – et par kvinder på min egen alder, som squattede, lavede lunges og anden funktionel træning, men der var også en del feriemotionister – lidt tunge, lidt usikre på maskinerne og lidt flagrende i det hele taget. To minutter på løbebånd, to minutter på romaskine, et minut i maskine, to minutter på løbebånd osv. Den bedste motion er den man får lavet, og jeg tænkte meget på mig selv og min manglende motion (i maaaange år), mens jeg observerede de andre.

Jeg kørte stille og roligt mit træningsprogram i gennem, og jeg var simpelthen så stolt, da jeg gik hjem fra centeret. For JEG GJORDE DET! Jeg fik motioneret! Jeg er ikke “bare” feriemotionist – for jeg glæder mig til at komme hjem at danse med Lærke, svede med Ann-Marie, stønne med Karina og alle de andre fantastiske instruktører i Kroppens Hus! Jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at se Ida (min træner) – for måske har jeg ikke tabt de fem kilo, jeg sagde, jeg ville tabe. Men jeg har motioneret og været glad for det!

15011568622_819e6cf47f_b