Hvem lyver du for?

Jeg har altid beundret dem, der kom løbende ude på fortovet foran vores hus. Der kommer nogen løbende hver dag – flere gange om dagen. Samtidig har jeg kigget på dem med foragt – sådan nogen tosser, som ikke havde andet i livet end at tænke på dem selv! Pø, sagde jeg!

I virkeligheden handlede det jo om, at jeg havde det rigtig dårligt med mig selv. Jeg var dybt misundelig over, at de kunne løbe, og over at de var slanke og fit. Et af mine største ønsker var, at blive slank og fit – for så troede jeg, at jeg også ville blive lykkelig. Der var bare så lang vej, og det var så meget nemmere at sidde i sofaen og gemme sig. Og guderne skal vide, at jeg har siddet meget i sofaen.

Det er underligt at forestille sig, at man kan gemme sig i en sofa – sidde helt stille der i hjørnet med et strikketøj, en bog eller en tv-udsendelse, og ikke blive set. Når jeg sad deroppe i sofaen, så var jeg fredet, så var der ingen, der stillede krav til mig. Så fik jeg lov til at være “hende den tykke, der ikke kan”! På den måde behøvede jeg heller ikke stille krav til mig selv, og jeg spiste mig derfor ned i et sort hul, der var meget meget svært at kravle op fra.
Hvis nogen kommenterede eller pressede mig, blev de mødt af blottede tænder og skarpe kløer. Ikke fordi jeg ikke syntes, de havde ret, jeg kunne bare slet ikke overskue konsekvensen af at indrømme, at jeg burde gøre noget!

Nu har jeg indrømmet overfor mig selv, at jeg er nødt til at gøre noget – og jeg er nødt til at gøre noget resten af mit liv. Det stopper aldrig, det her med at spise sundere og bevæge sig – og for første gang i mange mange år kan jeg sige – uden at lyve for nogen – at jeg er begyndt at løbe!