Karklude er noget af det, der sviner rigtig meget i miljøet. Derfor er jeg begyndt at strikke og hækle lækre klude. Jeg tænker, at det kan blive til gode værtindegaver.

Jeg er faktisk også ved at strikke et sindssygt flot tæppe – Great American Aran Afghan. Det er et tæppe, der laves af 24 strikkede firkanter, som hver er designet af forskellige strikdesignere. Det er lige mig, for jeg når ikke at komme til at kede mig!

Jeg ejer ikke en hjemmestrikket sweather, men jeg har planer om en islandsk i løbet af vinteren.

Laver du mon noget håndarbejde?

Kost & Krop er startet igen. Jeg er i fuld sving med kost og motion – i hvert fald med motionen.

Kosten er det lidt værre med – jeg synes bare ikke, at snackpeber, tomater og æggemuffins  er spændende! Det er jo ikke sådan, at jeg kaster slik og kage i hovedet, men jeg ville ønske, at en halv agurk var mit billede af en rigtig lækkerbisken. Jeg er med andre ord lidt ufokuseret i øjeblikket – og det gør mig bange.

Jeg bliver bange, fordi jeg frygter, at jeg falder i igen. Jeg har en forskruet idé om, at jeg nærmest over natten tager alle de kilo på, som jeg har tabt.

Kost & Krop er jo et “lukket” hold, jeg går på. Et hold hvor fællesnævneren er, at vi allesammen er startet som overvægtige – i større eller mindre grad. Vi træner i vores lukkede forum to gange om ugen, og hver anden uge bliver vi vejet og målt, ligesom vi tager en snak med vores træner. Da jeg var til vejning i sidste uge, viste det sig, at jeg havde tabt 1,1 kilo i løbet af sommeren. Det er jeg SUPER stolt over, for jeg har bestemt spist alle de sommer-is, som jeg kunne komme til, og har også drukket dejlige sommersjusser. Så det var skønt at komme i gang igen. Alligevel hang jeg lidt med skuffen, da jeg gik derfra – eller… Ikke da jeg gik derfra, men det er kommet efterfølgende. For min træner sagde til mig, at jeg skulle holde op med at træne så meget!
Det giver fuldstændig meget mening, at jeg ikke skal træner otte-ni timer hver uge, for så vænnes min krop til at have et meget højt energiforbrug, og jeg vil derfor tage på, hvis jeg i en periode (som julen) ikke træner. Jeg kan sagtens forstå, hvad begrundelsen er for, at jeg ikke skal træne så meget – men nu har jeg prøvet at holde det lidt nede i en lille uge, og jeg er sur og gal og vranten. Jeg TRÆNGER til at træne.

Så nu kører jeg i Kroppens Hus!

Jeg bruger en hel del af mine sommerweekender til ridestævner rundt omkring i Danmark og udlandet. Som oftest er jeg speaker, hvilket betyder, at jeg sidder stille i rigtig mange timer i flere dage. Oveni den stillesiddende opgave er maden ofte ikke den bedste. Det er tit frituremad og masser af kage og slik, hvilket jo udfordrer min “sunde livsstil”.

Bestemmer selv
Jeg bestemmer selvfølgelig selv, hvad jeg spiser til sådan et stævne, og jeg har da også lagt mit stævne-indtag temmeligt meget om. Fremfor at køre slik, chokolade og kager i hovedet i rå mængder, så beslutter jeg hjemmefra, hvad jeg må spise, og så har jeg mandler, knækbrød og tørret frugt. Dermed ikke sagt, at jeg slet ikke rører “de søde sager” – jeg beslutter bare, hvad det skal være. Desuden drikker jeg vand eller light-sodavand.

I sidste uge var jeg til VM (som tilskuer) i Holland. En hel uge!!! Da er det simpelten ikke muligt at have mad og snacks med til alle dage, men jeg blev glædeligt overrasket. Der var den mest fantastiske foodcourt med super lækre friske fødevarer. Der var smoothies, frisklavet pasta, salater, pizza (som ikke druknede i fedt), supper, grillet fisk og kød, god the og sandwiches.
Med andre ord var der mulighed for at spise langt sundere end normalt til et ridestævne.

Overvægtige børn
I aftes var der et program på DR, som hedder Generation XL. Har man børn, der er overvægtige, så er det tankevækkende fjernsyn. Jeg har ikke overvægtige børn, men jeg har selv været overvægtig i mange år, og kan kun bakke op om Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus. Jeg tager i den grad hatten af for ham og hans metode. Læs eventuelt her: http://www.dr.dk/levnu/psykologi/boernelaege-det-er-bindegalt-tro-vi-skal-vaere-venner-med-vores-boern

Og så lige et par billeder af maden ved VM:

Jeg elsker at komme ud blandt andre mennesker. Det giver mig energi, og jeg synes, det er skønt at være i andre menneskers lag. Jeg har altid været super god til at netværke – haft nemt ved at skabe relationer på jobbet, få gode historier på blokken og i det hele taget tale med andre.

I det private har jeg været lidt mere udfordret. Jeg kan godt sidde i et stort selskab, og pludselig blive ramt af en følelse af ensomhed. “Gad vide, hvad andre tænker, når hende med den store røv igen går til buffeten” eller “Jeg skal ikke have noget sødt, for så tænker de andre bare, at hende med røven selv er ude om at se sådan ud” kan være tanker, som jeg pludselig er blevet ramt af, selvom jeg har været i selskab med mennesker, som jeg udemærket godt ved, kun vil mig det godt.

Men gad vide, hvornår jeg tør tro på, at jeg er okay. Mon jeg vågner op en morgen, når jeg har tabt 20 kilo mere, og tænker – YES mand, nu er jeg ovenpå, nu kører mit liv sgu på skinner! – Jeg tror det næppe. Men hvis jeg bare kunne begynde at tro, tænke og mærke, at det jeg gør, er godt nok, så vil jeg være nået et meget langt stykke.

Jeg har ikke brug for, at andre hele tiden kommenterer, at jeg har tabt mig, at jeg ser glad ud, at jeg kan løbe hurtigt (det kan jeg heller ikke) eller andet – men en gang i mellem er det SUPER fedt. Som når min (hestens) smed træder ind i stalden, kigger på mig, og udbryder “nu skal du da passe på, at du ikke forsvinder helt”. Det gør mig glad, at andre kan se, at mine anstrengelser bærer frugt. Og jeg tænker, at det er lige meget, om man er i gang med et vægttab, et rygestop, træning til marathon eller andre ting.

Derfor – husk at sig til dem du møder på din vej, at du kan se, at de anstrenger sig, at de gør en indsats, at de når deres mål. Og spørg gerne ind til, hvordan det går. 🙂

Friture-buffet – hvad tænker du, når “hende den store” går derop for tredie gang?