Jeg har altid beundret dem, der kom løbende ude på fortovet foran vores hus. Der kommer nogen løbende hver dag – flere gange om dagen. Samtidig har jeg kigget på dem med foragt – sådan nogen tosser, som ikke havde andet i livet end at tænke på dem selv! Pø, sagde jeg!

I virkeligheden handlede det jo om, at jeg havde det rigtig dårligt med mig selv. Jeg var dybt misundelig over, at de kunne løbe, og over at de var slanke og fit. Et af mine største ønsker var, at blive slank og fit – for så troede jeg, at jeg også ville blive lykkelig. Der var bare så lang vej, og det var så meget nemmere at sidde i sofaen og gemme sig. Og guderne skal vide, at jeg har siddet meget i sofaen.

Det er underligt at forestille sig, at man kan gemme sig i en sofa – sidde helt stille der i hjørnet med et strikketøj, en bog eller en tv-udsendelse, og ikke blive set. Når jeg sad deroppe i sofaen, så var jeg fredet, så var der ingen, der stillede krav til mig. Så fik jeg lov til at være “hende den tykke, der ikke kan”! På den måde behøvede jeg heller ikke stille krav til mig selv, og jeg spiste mig derfor ned i et sort hul, der var meget meget svært at kravle op fra.
Hvis nogen kommenterede eller pressede mig, blev de mødt af blottede tænder og skarpe kløer. Ikke fordi jeg ikke syntes, de havde ret, jeg kunne bare slet ikke overskue konsekvensen af at indrømme, at jeg burde gøre noget!

Nu har jeg indrømmet overfor mig selv, at jeg er nødt til at gøre noget – og jeg er nødt til at gøre noget resten af mit liv. Det stopper aldrig, det her med at spise sundere og bevæge sig – og for første gang i mange mange år kan jeg sige – uden at lyve for nogen – at jeg er begyndt at løbe!

Mine børn er ved at have sommerferie, og det skal selvfølgelig fejres. – Den står derfor på fælles morgenmad i den ene klasse, og kage i den anden (det viste sig faktisk, at der også var fælles morgenmad her, det havde jeg bare ikke lige set!).

Nå, men det korte af det lange er, at jeg stod i aftes, og bagte Svenske Chokoladebrød .

De er både super nemme, og så smager de himmelsk. Altså – jeg smagte jo selvfølgelig ikke på dem, mens jeg bagte dem, for jeg er jo på “kur”, og i morges, da knægten skulle ud af døren, styrede jeg mig, og smagte ikke på kagerne.

Nu er han lige kommet hjem, og med sig havde han tre chokoladebrød. Min mand spiste et, hunden spiste et og jeg spiste det sidste. For véd I hvad?! – Jeg kan simpelthen ikke holde mig i skindet, hvis ikke jeg giver mig selv lov til at spise lidt sødt ind imellem.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige “Bare et glas vand til mig”, når nogen spørger, hvad jeg gerne vil have!

Men jeg vil jo ikke gerne bare have et glas vand. Jeg vil have en stor fed Cola med masser af isterninger. Og i min verden er det helt okay. Jeg vælger altid en Cola uden sukker (favoritten er Zero), men jeg vil have lov til at bede om en Cola. Hvis der ikke er Cola uden sukker, så foretrækker jeg en iskold danskvand – mest fordi jeg elsker den perlende fornemmelse på tungen.

På samme måde foretrækker jeg at spise mig et chokoladebrød, når jeg har lyst til det, og jeg spiser også en is, når mine børn får en is.

Hånden på hjertet – tidligere havde jeg nok spist 8-10 chokoladebrød (og jo, det kunne jeg godt, uden at få kvalme af det), og isen havde nok været en gammeldags med tre kugler og masser af guf. I dag spiser jeg ét chokoladebrød, og jeg nøjes med en enkelt kugle (med vil stadig have masser af guf) – og så mærker jeg efter, om jeg egentlig har brug for mere.

Det lyder super helligt, men jeg kan jo mærke på min krop, at jeg ikke har brug for mere. Jeg får tilfredsstillet mit sukkerbehov (får mit fix), og så behøver jeg ikke mere. Tidligere mærkede jeg ikke efter – da kastede jeg bare i hovedet, og var ofte ulykkelig bagefter. For hvem er det lige, der har brug for en halv bagepladefuld svenske chokoladebrød?

Det her fungerer rigtig godt for mig – og jeg tror på, at det er med til, at jeg ikke er “sprunget af vognen” for længe siden. Ikke flere fornægtelser her – vi skal leve livet (med måde), så længe vi har det. <3

Det er blevet sommerferie – i hvert fald på Kost & Krop. Otte uger uden en pisk over nakken, otte uger uden et strengt blik til vejning, otte uger på egne ben!

DET ER JEG SLET IKKE KLAR TIL!

Nu kommer jeg garanteret til at sætte mig i sofaen. Jeg melder nok også fra alle træningshold. Jeg begynder at leve af chokolade. Jeg holder op med at spise grøntsager. Jeg begynder (igen) at sætte alle omkring mig i sving, mens jeg selv bliver siddende.

Er der nogen, der har en papirspose, jeg kan trække vejret i (det gør de jo i amerikanske film)?

#TPL
Jeg nævnte Chris MacDonald i mit sidste blogindlæg, og jeg har en indrømmelse…

Jeg bliver lidt småforelsket i ham, hver gang jeg hører ham tale (min mand ved det godt). Han er så inspirerende at høre på. Han er en fantastisk formidler, han baserer sin viden på forskning og han “walks the talk”.

Som sagt har jeg tyvstjålet hans motto #TPL – Tro På Lortet! Og ved I hvad – det gør jeg også!

Jeg har sagt til min træner, at jeg har tabt fem kilo, når jeg kommer til vejning den 7. august. Jeg har meldt mig til mit første OCR-løb den 29. september – otte kilometer og 30 forhindringer – det skal nok blive godt med en spaghettiarm som mig.

Jeg kunne vælge at sige – det går som det går, og har jeg ikke kræfterne, så må jeg jo bare udgå. Det ville være det aller nemmeste! Hvis det bliver for hårdt, så springer jeg bare fra! MEN I KAN TRO NEJ!!!
I går var jeg ude at løbe min første “rigtige” løbetur – formen fejler ikke noget som sådan, vægten gør det stadig lidt besværligt, men jeg kan løbe, og jeg er ikke ved at dø, når jeg gør det. I dag skal jeg prøve to nye træningstimer, ligesom jeg skal ud at ride mig en tur.

Men jeg er med garanti ikke den eneste, der skal stå på egne ben nu. Måske har du svært ved at komme i gang med at træne. Måske tænker du, at du ikke har tiden til det. Måske ved du ikke, hvordan du skal gribe det an. Måske er det bare totalt uoverskueligt.

Der er ét sted, du er nødt til at starte – nemlig med at Tro På Lortet!!!!!

Alder er bare et tal. Man er først gammel, når man føler sig gammel. Så langt er vi enige – det er BARE ET TAL!

Mit andet forløb på Kost & Krop er ved at rinde ud. Snart skal jeg holde otte ugers ferie – indtil det næste forløb starter i begyndelsen af august. Otte uger, hvor jeg ikke skal møde til vejning hver anden uge. Otte uger, hvor der ikke er nogen løftede øjenbryn, hvis jeg ikke har tabt nok. Otte uger, hvor der ikke er nogen, der skriger “kom nu, Sine”. Otte uger fyldt med fristelser!

I søndags løb jeg ALT for damernes kvindeløb i København. 5 kilometer, løb hele vejen, overskud på målstregen (kunne godt have løbet længere/givet mere), men det bedste var egentlig, at Chris MacDonald var der. Han stod ude på ruten, og gav “high five” og opmuntrende ord med på vejen, og han holdt foredrag efterfølgende. Jeg har tyvstjålet hans motto “TPL”, og har tænkt mig at skam-bruge. #TPL står nemlig for TRO PÅ LORTET – og det gør jeg sgu!

Status siden den 2. januar er, at jeg har tabt 19,8 kg. Jeg har smidt 94 cm fordelt på fem målepunkter – størst er tabet rundt om maven og rundt om røven – 30 cm er der røget begge steder, men også lårene er blevet 12 cm mindre. DET ER VILDT! Og det er ikke bare tal!

Kondital
For et halvt år siden var et kondital bare et tal.

Jeg har aldrig kendt mit kondital, men jeg har godt vidst, at det nok ikke var så højt. Det der med at løbe, det var noget, jeg ikke kunne – og det var faktisk lidt synd for mig.

Da jeg startede på Kost & Krop i januar 2017, var en Coopertest det første, jeg skulle i gennem. Det er en test, hvor du skal løbe, så langt du kan på 12 minutter.
1.350 meter løb jeg, hvilket resulterede i et kondital på 19,7. I torsdags løb jeg en Coopertest igen – 1.790 meter og et kondital på 30,0. Jeg er gået fra et kondital i den blodrøde afdeling, til et kondital der er spirende lysegrønt.

Jeg vil løbetræne sammen med min søn hen over sommeren, og mon så ikke jeg skal snuppe en 7 km til september.

Jeg har i mange år været ked af, hvordan jeg så ud.

– Ja, men hvis man vil tabe sig, så må man jo bare spise mindre end man forbrænder!

Jeg er SÅ træt af at høre den kommentar. I virkeligheden er der ikke så mange, der har sagt det direkte til mig, men det er en opfattelse, man møder jævnligt. At overvægtige “bare” skal tage sig sammen!

Det er altså ikke så nemt at tage sig sammen. Det kræver ændring af vaner, som højst sandsynligt skyldes, at der er nogen ting, som er rigtig svære.

Jeg har forsøgt mange forskellige ting for at tabe mig.

For cirka 15 år siden gik jeg hos De Danske Vægtkonsulenter, hvor jeg tabte 18 kilo. Alt min mad blev vejet, og jeg bagte kager med mayonnaise og skummetmælkspulver. – Jeg tog alle kiloene på igen, da jeg blev gravid med vores første barn.

Efter en årrække, hvor vi fik vores børn, og hvor jeg ikke gjorde andet for at tabe mig, end at drikke Cola Light og løbe en gang om måneden, tog jeg sidst i 2013 en beslutning om, at jeg ville tabe mig. Jeg var godt klar over, at jeg var nødt til også at fokusere på det psykiske, og derfor begyndt jeg at gå til coach.

Jeg havdet et fantastisk halvt år, hvor jeg virkelig fik flyttet mig selv psykisk, og hvor jeg fik stor støtte fra min coach. Jeg tabte mig også 25 kg – denne gang ved at træne og leve efter Anne Bechs principper. Jeg var høj over den succes, jeg oplevede. Tøjet blev større og større, og smilet bredere og bredere. Jeg havde luget stort set alle kulhydrater ud af min kost – rørte ikke frugt, mælkeprodukter, brød, kartofler, pasta, ris og så videre – og det fungerede! Sommeren 2014 var vi på en ferie, hvor jeg allerede hjemmefra havde besluttet, at jeg ikke ville leve kulhydrat-frit. Desværre betød det, at jeg aldrig kom tilbage på sporet igen, og langsomt men sikkert tog jeg alle kiloene på igen – og lidt til.

I november 2016 så jeg et opslag på Facebook. Der stod at, “Vægttabsholdet “Kost & Krop” er til dig, der ønsker et varigt vægttab”. Det fangede min interesse, og jeg skrev til Ida, som står bag holdet. 2. januar startede jeg på holdet, og nu har jeg tabt næsten 20 kg.
Ida kom ind i mit liv, lige da jeg havde allermest brug for hende. Hun kigger strengt på mig, hvis jeg ikke laver nok til træning, hun griner af vores (dårlige) vittigheder, hun kommer med gode råd, og hun stiller skarpe spørgsmål, hvis jeg ikke har tabt mig nok, når jeg er til vejning.
Jeg har motioneret mig ned i vægt. Har fundet glæde ved at bevæge mig. Har egentlig ikke spist SÅ meget anderledes end tidligere, men har dog skåret mængden af søde sager, chips og snacks drastisk ned. Men jeg spiser stadig kartofler, pasta og ris, og jeg tillader stadig mig selv at spise slik, kage og chips – men i ganske små mængder, og kun ved ganske særlige lejligheder.
Jeg elsker mit “nye” liv. Jeg elsker min mad. Jeg elsker min træning. Og jeg elsker det overskud, jeg har fået.

Jeg kan ikke anbefale Kost & Krop nok! Ida er fantastisk, og jeg er så glad for, at jeg endelig fandt hende.