Uden mad og drikke

Jeg har stort behov for at have succes, når jeg gerne vil tabe mig, og når jeg skal holde vægten. Hvis jeg ikke taber mig fra gang til gang, når jeg bliver vejet hos min træner, så mister jeg lynhurtigt motivationen, og “så er det hele lige meget”. Men faktisk har jeg ikke på noget tidspunkt taget på, mens jeg har været i gang med mit vægttab – jeg har simpelthen tabt mig, hver gang jeg er blevet vejet. Nogengange har jeg tabt mig 200 gram, og andre gange tre kilo – det svinger.

Morgenmad
Tidligere har jeg lovet at skrive lidt om, hvad jeg spiser, og jeg vil starte med min morgenmad.

I hverdagene spiser jeg enten en portion A38 (økologisk) med müsli fra Easis, eller også et stykke rugbrød (gerne ristet) med en skive ost. Et par gulerødder er også et sikkert hit om morgenen – eller noget peberfrugt. Hertil drikker jeg et stort glas vand og et glas the – jeg kan godt lide lakridsthe, for det er sådan lidt sødt, og giver mig følelsen af at “få noget sødt”.

I weekenden spiser jeg som oftest en (hjemmebagt) bolle – du kan finde opskriften her på siden. Jeg putter ost på, og skejer jeg ud, så kommer jeg også lidt syltetøj på. Også i weekenden drikker jeg the og vand. Jeg elsker en weekendmorgen med avisen og en langsom start, selvom det ikke sker så tit, fordi alle de gode træningstimer ligger tidligt i weekenden.

Jeg skeler ikke til, hvad det er for noget ost, jeg spiser. Det vigtigste for mig er, at jeg kan lide, det jeg spiser. Jeg bryder mig ikke om fedtfattig ost, så det springer jeg over – til gengæld spiser jeg kun én skive.

Træning
Som skrevet før, så træner jeg en del. Ofte bliver det til otte-ti timer på en uge. Det ved jeg godt, er rigtig meget, men det er det, der får mig til at tabe mig, og så gør det mig glad i låget. Jeg har trænet så meget siden februar (det var ikke så meget den første måned af mit forløb), og jeg har efterhånden fundet ud af, hvilke timer der giver mig noget.

Jeg træner både cardio-, hold- og styrketræning.
Nogle gange om ugen står den på Stram-Op og MBL, som er timer, hvor fokus er på at få styr på “mormor-armene”, ridebukselårene og den slatne mave – man kommer med andre ord ikke så meget op i puls, til gengæld er man rundt om alle de store muskelgrupper, og bruger både vægtskiver, elastikker og vægtstænger.
Et par timer med dans bliver det også til. Jeg ELSKER at danse, og de timer om ugen, hvor jeg danser, forsvinder tiden ufatteligt hurtigt. På papiret hedder timerne Zumba, men i praksis er det vist ikke meget zumba over det – det er “bare” skøn dans, hvor pulsen kommer godt op, og hvor der smiles en masse. ATTITUDEN er det vigtigste her!
Les Mills er et fantastisk koncept. Det er hård træning til høj musik. Bodystep er nærmest dans på en stepbænk – det er såååååå sjovt, og såååååå hårdt. Bodypump er styrketræning på hold, og også super sjovt.
Så er der spinning – der er ikke så meget at sige til det. Benhård cardiotræning til høj musik.

Inden nytår trænede jeg slet ikke – jeg red lidt på min islandske hest, men fik aldrig pulsen sådan RIGTIG op. Så jeg vil bare sige, at hvis jeg kan dette, så kan alle andre også… Så spring ud i det! Og skriv endelig, hvis der er noget, du vil spørge om.

spinning_1
spinning_2Klar til spinning

spinning_3Færdig med spinning!

Snuden i sporet

Indrømmet!!! Det er godt nok svært at holde ferie, når ferie plejer at være frie tøjler, når det gælder indtag af usund mad. Ikke fordi der tidligere har været så stor forskel på hverdag og “fest”, men når jeg er afsted hjemmefra, mærker jeg tydeligt de dårlige vaner, der har præget mit liv. Det hænger nok sammen med, at vanerne herhjemme efter et halvt års tid er ved at være ændret, mens de i sommerhuset stadig skal lægges om.

Jeg har altid spist wienerbrød til morgenmad i sommerhuset – nu bagte jeg koldhævede boller. Jeg har ofte (læs: næsten altid) købt slik, hvis jeg har været ved købmanden – slik jeg spiste på vejen tilbage til huset. Jeg har som regel valgt bilen, når jeg skulle til købmanden – der var jo hele 800 meter derover. Jeg har spist den største is, jeg kunne få (den med iskugler, softice, guf og flødebolle), og det har ofte været hver dag.

Jeg havde allerede besluttet hjemmefra, at jeg ikke skulle leve af salatblade og vand i min ferie. Det gør jeg jo sådan set heller ikke derhjemme, men i ferien skulle fokus være på at holde fri fra hverdagen. Lidt motion blev det til – både løbeture og fitness – men alligevel følte jeg mig ikke rigtig “i gang”. Det er jeg til gengæld kommet, efter jeg kom hjem.

Snuden er stukket i sporet, og nu skal der yderligere 20 kg af kroppen. Jeg ved ikke rigtig, hvor mange der læser med, men hvis nogen har lyst til at springe med på vognen, så vil jeg gerne prøve at beskrive lidt mere detaljeret, hvad jeg spiser, og hvordan jeg motionerer.

snuden-i-sporet-2Det er godt at være i gang igen!


Morgenforkælelse

I min ferie (og også i mange hverdage) serverer jeg nybagte boller for min familie. Jeg bager dem om morgenen, hvilket jo lyder SÅ overskudsagtigt – det er det måske også, men det er også ufatteligt nemt, ligesom så mange andre forkælelser i min families hverdag.

Du får lige en opskrift på, hvordan du NEMT kan forkæle dem du holder af:

Koldhævede boller (10-12 stk)
5 dl koldt vand
20 g gær (jeg bruger økologisk, for der er SÅ mange sprøjterester i den konventionelle)
4 dl hvedemel
5 dl grahamsmel (du kan også bruge durum, Tipo 00, almindeligt hvedemel eller hvad du ellers har)
1 dl havregryn
1 tsk salt

Kom vandet i et dejfad/skål, og opløs gæren heri sammen med saltet. Tilsæt mel og gryn og rør med en træske, til dejen er ensartet – den er superklistret, og ikke noget, du kan forme noget af med fingrene.

Put husholdningsfilm over dejen, og sæt den koldt natten over.

Når du vågner næste morgen, tænder du ovnen på maksimal temperatur på varmluft. Lav dig en kop kaffe, og lad ovnen varme lidt.

Form dejen til boller ved hjælp af to spiseskeer, og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Pensl bollerne med vand. Skru ovnen ned på 225 grader, og sæt bollerne i ovnen i 15 minutter.

Væk din familie, og forkæl dem med varme nybagte boller til morgenmad. <3

boller1
boller2
boller3
boller4

Aktiv ferie – eller hvad?

Hvorfor stæse rundt, når man er taget i sommerhus for at slappe af? For afslapning er jo ikke det samme som løbeture og ture i fitnesscenter – eller hvad?

Jeg holder lige nu ferie i sommerhus i Nordjylland. Her er pragtfuldt, vejret er rimeligt og selskabet godt. Og jeg har opdaget, at det der med motion, det er ikke kun noget, jeg har lyst til derhjemme, fordi jeg “skal”. Jeg har rent faktisk lyst til at bevæge mig. Jeg får løbet ture, jeg går ture med hunden og jeg har også været i fitnesscenter.

Når jeg i perioder har bildt mig selv ind, at jeg var sådan en, der motionerede, har jeg altid motioneret, når jeg var heroppe. På en eller anden måde er det bare nemmere at snøre løbeskoene, når man er her. “Feriemotion” vil jeg kalde det – for det varede jo som regel ikke ret meget længere end ferien!

Vores sommerhus ligger lige ved siden af et stort aktivitetscenter, hvor man kan dyrke alle mulige former for sport, og her har jeg været ovre i deres (veludstyrede) fitnesscenter at træne. De har super gode maskiner, og løbebånd, crosstrainer og stepmaskine står alle, så man kan se ud over Vesterhavet, mens man sveder sig i gennem cardiotræningen/opvarmningen.

Selv lagde jeg ud på crosstraineren, trænede maskiner og sluttede også på crosstraineren. Der var flere andre, der trænede derovre – et par kvinder på min egen alder, som squattede, lavede lunges og anden funktionel træning, men der var også en del feriemotionister – lidt tunge, lidt usikre på maskinerne og lidt flagrende i det hele taget. To minutter på løbebånd, to minutter på romaskine, et minut i maskine, to minutter på løbebånd osv. Den bedste motion er den man får lavet, og jeg tænkte meget på mig selv og min manglende motion (i maaaange år), mens jeg observerede de andre.

Jeg kørte stille og roligt mit træningsprogram i gennem, og jeg var simpelthen så stolt, da jeg gik hjem fra centeret. For JEG GJORDE DET! Jeg fik motioneret! Jeg er ikke “bare” feriemotionist – for jeg glæder mig til at komme hjem at danse med Lærke, svede med Ann-Marie, stønne med Karina og alle de andre fantastiske instruktører i Kroppens Hus! Jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at se Ida (min træner) – for måske har jeg ikke tabt de fem kilo, jeg sagde, jeg ville tabe. Men jeg har motioneret og været glad for det!

15011568622_819e6cf47f_b