En milepæl

Jeg får altid lyst til indendørs sysler og hjemlig hygge, når det regner udenfor, og efteråret begynder at tage til.

En ridetur i en regnvåd skov, hvor farverne er eksploderet, og hvor hesten er glad, er selvfølgelig altid en stor fornøjelse, men da jeg ikke kan ride i øjeblikket, på grund af min skadede nakke/ryg/skulder/arm whatever, så får jeg ikke disse ture.

Indendørs sysler har næsten altid involveret strikketøj, bog eller ovn – aktiviteter, som ikke har virket fordrende for mit fysiske velbefindende. Jeg er jo stor fortaler for, at man skal have det godt BÅDE fysisk og psykisk. Det nytter simpelthen ikke noget, at man fræser rundt om søen fire gange om ugen, hvis man har det ad h til, når man kommer hjem. Jeg har i mange år forsøgt at bilde mig selv og min omverden ind, at jeg havde det super godt. Jeg har brugt utroligt meget energi på at holde en facade, som “hende der kan det hele”. Ganske få mennesker har fået lov til at komme ind bagved, og jeg har haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ud. Jeg har jo syntes, at de der motionister var nogle tosser (og tabere), der ikke havde noget indhold i livet. Og jeg havde i hvert fald så meget indhold i mit liv, at jeg ikke havde tid til at motionere.

De sidste tre uger har jeg som tidligere nævnt været skadet. Jeg kan spinne (lidt), men alt mit holdtræning, det gemmer jeg lige til lidt senere. Og jeg er ved at blive vanvittig! Jeg savner i den grad at bevæge mig, svede, presse mig – og jeg er SÅ bange for, at jeg skal glemme, hvor fedt det er. Tænk, hvis jeg pludselig får smag for at sidde i sofaen igen. Tænk, hvis jeg begynder at spise mere Marabou end salat igen. Tænk, hvis jeg bliver, som jeg var!

Så længe jeg er bange, er jeg ikke ligeglad, og det trøster mig. Og så trøster det mig, at på trods af, at jeg kun har trænet tre gange på tre uger, så har jeg alligevel tabt mig.

Det betyder, at jeg er nået en vigtig (for mig) milepæl – jeg har tabt 25 kilo!!! 25 kilo!!!!! Det er 100 pakker smør!!! Det er vildt!

Og jeg er så glad og stolt. For nu har jeg TO gange købt nye jakker – en vinterridejakke og en regnjakke – og det kan begge to lukkes over måsen. Det plejer de aldrig at kunne. Forleden dag var jeg i en rideudstyrsforretning, og her kunne jeg passe tøjet. I drømmer slet ikke om, hvor vildt det er at kunne købe “almindeligt” tøj.