…kan man ikke bruge til noget. Men jeg har alligevel lidt dårlig samvittighed – overfor min mand!

I mange år har jeg brokket mig over alt muligt – at der ikke var orden i køleskabet; at vi spiste kylling på dage, hvor jeg ikke havde lyst til kylling; at min mand løb for meget (eller for lidt) og at det var virkelig svært for mig at tage mig sammen til at komme ud at løbe, når han stod der og hoppede, og var sådan rigtig fitnessagtig! Jeg bad flere gange om hans hjælp, men bed hovedet af ham, når han så foreslog, at jeg da lige kunne nå en lille løbetur, mens han lavede mad (sikkert kylling!).

UNDSKYLD!!!

Og hvad vil jeg egentlig sige med det? Jo, det jeg vil sige er, at du kan ikke tabe dig, hvis ikke DU har et ønske om det. Det nytter ikke noget, at du bager en drømmekage, æder halvdelen og bagefter brokker dig over, at at du er for tyk, og at din mand ikke støtter dig nok. Helt ærligt – hvem gider støtte en havgasse, der lige har indtaget urimelige mængder af søde sager, og bagefter er sur over manglende support? Er det ikke lidt svært at tage seriøst?

Jeg vil rigtig gerne moralsk støtte andre, der har lyst til at tabe sig, men man kan ikke, før man indser, at det er ens egne begrænsninger der gør, at man ikke synes, man har tid til at træne.

Hvis du kunne tænke dig at tabe dig, så søg ind i et fællesskab med andre, der har samme ønske. Meld dig på et slankehold, meld dig ind i en løbeklub – gør noget.

Men lad være med at tro, at det er andres skyld, at du vejer for meget, for pilen peger kun ét sted hen…

Hvem fanden har fundet på, at toiletter skal hænge på væggen? Jeg ved da godt, at så er det SÅ nemt at gøre rent. Men helt ærligt, vi er altså nogen, der i mange år har været bange for, at de ville falde ned, når vi satte os på dem. Og det kræver faktisk temmelig gode benmuskler at forrette sin nødtørt, når man ikke tør sætte sig ned med hele sin vægt.

Jeg har de sidste 10 år forsaget en badevægt. For hvis jeg ikke vidste, hvad jeg vejede, så vejede jeg det ikke. Lidt ligesom reglen om, at tingene ikke er sket, hvis de ikke har været på Facebook (en TOTALT latterlig regel, som ALT for mange lever efter). Det svarer jo lidt til at stikke hovedet i busken, og håbe på at tingene går væk af sig selv. DET GØR DE IKKE! Man bliver ikke slank, fordi man nægter at erkende, at man er fed!

Tilbage til toiletterne. Jeg har haft det med dem, som jeg har haft det med løberne. Let fnysende foragt og kun hånlige tanker tilovers. For hvem fanden vil have et væghængt toilet – de er bare SÅ grimme. Men véd I hvad – det vil jeg gerne (overveje). Når vi på et tidspunkt skal til at bygge vores nye hus, så vil jeg kraftigt overveje, om ikke vi skal have væghængte toiletter – for de er SÅ  nemme at gøre rent under! 😉

Væghængt toilet – for renhedens skyld

Hvordan holder man motivationen i ti måneder?

I ti måneder har jeg knoklet i træningscentret, og tænkt markant mere over, hvad jeg spiser. For nogle uger siden ramte jeg de 25 tabte kilo, som fordeler sig med 99 cm færre centimeter på min krop. – Jeg er mere end 30 cm mindre rundt om maven, og oplever i den grad, at være skrumpet.

Alligevel er det bare så svært i øjeblikket. Min hjerne tænker på at bage kager, at spise slik, lækre pastaretter, pomfritter osv. Ydermere er jeg kommet væk fra træningen, fordi jeg har haft problemer med min arm. Det er en rigtig dårlig cocktail!!!

Men tilbage i december 2016 tog jeg en beslutning, da jeg meldte mig til Kost & Krop. Jeg besluttede, at jeg ville min overvægt til livs, og det vil jeg stadig. Jeg har stadig 20 kilo, jeg gerne vil af med, og det kommer de. Den første beslutning var den første i en lang række. For det der giver mig succes er, at jeg tager beslutningen igen og igen mange gange hver dag. Når jeg står op, så beslutter jeg, at jeg skal have skyr til morgenmad eller en skive rugbrød med ost. Når jeg er på arbejde, beslutter jeg, at jeg ikke skal have eksempelvis feriekage, flødeboller eller andet sødt. Om eftermiddagen beslutter jeg, at jeg ikke skal drikke en stor cafe latte med masser af mælk og sukker (for jeg kan egentlig ikke lide sukker). Og om aftenen spiser jeg som oftest noget kød og noget kålsalat, men vælger ikke at spise kartofler/ris/pasta. Fire-fem gange om ugen beslutter jeg at køre ind at træne . Med andre ord tager jeg rigtig mange beslutninger hver eneste dag, og det er det, der giver mig succes, og det er det, der bliver ved med at motivere mig – for succes motiverer, og jeg har succes!

Hvad gør du for at få succes? Og kan du holde motivationen?

Jeg kan i den grad anbefale Bornholm! Hold nu op en dejlig uge vi har haft.

Vi har travet i Almindingen, hvor vi har set Rytterknægten, Ekkodalen, Gamleborg og Lilleborg. Vi har set Danmarks højeste vandfald (som ikke er højt). Vi har besøgt Hammerhus Borgruin (hold da op en oplevelse) og været til bueskydningskonkurrence i Middelaldercenteret.

Vi har smagt os gennem flødebollerne fra Kjærstrup Chokolade og spist karameller fra Karamelkompagniet i Gudhjem. Pølserne fra slagteren i Svaneke er indtaget, og det samme er de røgede sild fra Nordbornholms Røgeri.

Vi har haft Sille med (vores hundehvalp på 15 uger). Hun har været skæg, dygtig og tung (når hun  skulle bæres på vores gåture).

Nu glæder jeg mig til hverdagen igen rammer os. Jeg har savnet at træne, og ser frem til at sætte mig i spinningsadlen igen, men i denne uge har jeg bare nydt livet.

Sille – 15 uger gammel Kromfohrlánder <3

Jeg får altid lyst til indendørs sysler og hjemlig hygge, når det regner udenfor, og efteråret begynder at tage til.

En ridetur i en regnvåd skov, hvor farverne er eksploderet, og hvor hesten er glad, er selvfølgelig altid en stor fornøjelse, men da jeg ikke kan ride i øjeblikket, på grund af min skadede nakke/ryg/skulder/arm whatever, så får jeg ikke disse ture.

Indendørs sysler har næsten altid involveret strikketøj, bog eller ovn – aktiviteter, som ikke har virket fordrende for mit fysiske velbefindende. Jeg er jo stor fortaler for, at man skal have det godt BÅDE fysisk og psykisk. Det nytter simpelthen ikke noget, at man fræser rundt om søen fire gange om ugen, hvis man har det ad h til, når man kommer hjem. Jeg har i mange år forsøgt at bilde mig selv og min omverden ind, at jeg havde det super godt. Jeg har brugt utroligt meget energi på at holde en facade, som “hende der kan det hele”. Ganske få mennesker har fået lov til at komme ind bagved, og jeg har haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle komme ud. Jeg har jo syntes, at de der motionister var nogle tosser (og tabere), der ikke havde noget indhold i livet. Og jeg havde i hvert fald så meget indhold i mit liv, at jeg ikke havde tid til at motionere.

De sidste tre uger har jeg som tidligere nævnt været skadet. Jeg kan spinne (lidt), men alt mit holdtræning, det gemmer jeg lige til lidt senere. Og jeg er ved at blive vanvittig! Jeg savner i den grad at bevæge mig, svede, presse mig – og jeg er SÅ bange for, at jeg skal glemme, hvor fedt det er. Tænk, hvis jeg pludselig får smag for at sidde i sofaen igen. Tænk, hvis jeg begynder at spise mere Marabou end salat igen. Tænk, hvis jeg bliver, som jeg var!

Så længe jeg er bange, er jeg ikke ligeglad, og det trøster mig. Og så trøster det mig, at på trods af, at jeg kun har trænet tre gange på tre uger, så har jeg alligevel tabt mig.

Det betyder, at jeg er nået en vigtig (for mig) milepæl – jeg har tabt 25 kilo!!! 25 kilo!!!!! Det er 100 pakker smør!!! Det er vildt!

Og jeg er så glad og stolt. For nu har jeg TO gange købt nye jakker – en vinterridejakke og en regnjakke – og det kan begge to lukkes over måsen. Det plejer de aldrig at kunne. Forleden dag var jeg i en rideudstyrsforretning, og her kunne jeg passe tøjet. I drømmer slet ikke om, hvor vildt det er at kunne købe “almindeligt” tøj.

Min nye højtelskede (og meget gule) regnjakke fra Jacson – i helt almindelig størrelse <3