Hvis man skal ud at købe ind, kan man ofte høre “skal du have noget med?”.
Før jeg tabte mig, var det mest, når jeg skulle binde mine sko, at jeg fik lyst til at spørge, om der var nogen, der skulle have noget med, når jeg nu var dernede alligevel. Hvis der var en stol, så ville jeg til hver en tid sætte mig ned og binde snørebåndene, for jeg blev simpelthen forpustet, når jeg skulle stå med hovedet nedad og gøre det.
Jeg sagde det selvfølgelig med et grin, og prøvede da også at bilde mig selv ind, at det var sjov, jeg sagde det. Men det var sgu ikke for sjov – når man er tyk, er det bare rigtig svært at bøje sig sammen. – For der er simpelthen ikke plads til dellerne på maven!
Min første sejr var, da jeg kunne bukke mig ned og binde mine sko uden at blive forpustet. En ting som mange mennesker tager for givet, men som bestemt ikke er det.
– Jeg kunne godt tænke mig at være én af dem, der “lige” løber fem kilometer et par gange om ugen.
Sådan har jeg sagt i rigtig mange år. På en god dag gik jeg måske 6.000 skridt, og pulsen var på intet tidspunkt høj nok til, at jeg er begyndte at svede. Hvis jeg skulle gå til anden sal blev jeg voldsomt forpustet, og kunne næsten ikke tale, når jeg nåede toppen. Jeg fandt med andre ord ikke glæde ved at bevæge mig, og jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg ikke havde tid til motion.
I dag finder jeg meget stor glæde ved at bevæge mig. Jeg elsker at få pulsen op, og mærke, hvordan sveden springer på panden.
Jeg går 10.000 skridt hver dag, og så træner jeg fem-seks dage om ugen – otte-ni timer i alt. Det er rigtig meget, og JEG ELSKER DET. Jeg prøver at variere min træning, så jeg går både til spinning, Bodystep, Bodypump, MBL, Stram Op, Zumba og Bodyattack.
Og jeg er simpelthen blevet “en af dem”, som jeg aldrig troede, jeg havde tid til at være!
Jeg kender mange, der siger, at de ikke har tid til at motionere så meget (og mindre kan nok også gøre det), men jeg kan kun sige, at det er et spørgsmål om at prioritere.
Jeg bliver glad af at motionere. Nej – jeg elsker det ikke, når jeg er midt i det, for det er da møg hamrende hårdt. Men jeg elsker følelsen, når timen er færdig, og jeg giver en high-five til min træner eller holdkammerat, som er lige så tilfreds som jeg. Jeg elsker også snakken i omklædningsrummet, og jeg elsker at køre hjem, og mærke, at jeg har fået et skud energi. Og jeg fortryder ALDRIG, at jeg har været til træning.
Nej – jeg får ikke strikket så meget mere, jeg får heller ikke bagt så meget mere og jeg rider også mindre end jeg plejede. Men mine børn har fået en glad mor, min mand har fået en energisk kone, og jeg har fået et spejlbillede, som jeg snart kan holde ud at se på. Så jeg bevæger mig glad – hver eneste dag!
Hvem er det, der siger, at man kun kan spise en lille firkant god mørk chokolade? Hvem hulan er det, der tror, at de kan bilde andre mennesker det ind? Stik mig en plade mørk chokolade (den behøver ikke være specielt god), og jeg skal bevise, at de ikke har ret.
Jeg har faktisk aldrig været specielt glad for mørk chokolade – til gengæld har jeg spist så meget mælkechokolade, så jeg burde have haft en medalje. Hvorfor er der egentlig ikke nogen, der har givet mig en medalje?
Nå jo – det ved jeg forresten godt! For man får jo ikke en medalje for noget, man gør i smug. Og jeg har spist chokolade i “smug”. Altså – jeg har ikke ligget under min dyne og spist det, det er ikke på den måde. Men jeg har købt det, og så har jeg spist det om aftenen, når jeg har siddet i sofaen og set TV, læst eller lavet andet, der krævede et minimum af fysisk aktivitet. Hvis andre i familien spiste af chokoladen, så var husfreden forbi – det var MIT!
Jeg kender flere, der spiser slik, når de kører i bil (been there done that). Det er en super dårlig vane, som er mega svær at bryde, ligesom det er svært at komme op af sofaen og at holde op med at købe chokolade. – Der er kun én vej ud! Man skal gøre noget andet i stedet – finde et alternativ. Og nej, en gulerod smager ikke som chokolade, og den kommer heller ikke til det, men den holder dig beskæftiget, så du ikke spiser alt det, der gør dig frustreret og ked af det, og som ikke er godt for dig.
Sørg for at være på forkant! Guderne skal vide, at jeg synes, det er svært at være på forkant, og derfor søger jeg også rigtig meget støtte hos min træner, hvis jeg eksempelvis skal være væk hjemmefra en hel weekend, og ikke selv skal lave mad. Hendes svar er altid: “Sørg for at forberede dig hjemmefra – steg nogle frikadeller, skær grøntsager ud i snackstørrelse”. Og hun har så evigt ret – forberedelse kan gøre hele forskellen.
Derfor fokuserer jeg meget på at få lavet mine lektier hjemmefra.
Hjemmelavede kyllingenuggets er noget, som både børn og barnlige sjæle herhjemme holder af. Det føles meget syndigt at spise, men er helt okay, da de ikke kommer i nærheden af fedtstof.
Vi spiser det med salat og så hygger mand og børn sig med ovnkartofler, mens jeg får bønnefritter til.
Mums, siger jeg bare!
Jeg laver dem sådan:
Tænd ovnen på 200 grader.
Skær hinder og sener af kyllingeinderfilet og vend dem først i groft mel med salt, peber og paprika i, så pisket æg og til sidst knuste cornflakes (jeg bruger all bran, men brug hvad du har, dog ikke Frosties!)
Læg kyllingen på en bageplade med bagepapir, og sæt dem i ovnen i ca. 20 minutter.
Server med det tilbehør du har lyst til – de smager godt uanset hvad. Husk altid at drikke et stort glas vand – det skulle være så sundt
Når man har for mange kilo på sidebenene, så er det ofte en rigtig ubehagelig oplevelse, at skulle købe nyt tøj. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg har HADET at købe nyt tøj.
I almindelige butikker er tøjet for småt, og man bliver hele tiden mindet om, at ens røv er for stor, brysterne for svulmende og maven for rund – hvis man er heldig, så kan man passe en cardigan. Derudover føles prøverummene trange, og lyset gør bare intet godt for selvtilliden.
Jeg har i mange år købt bukser i butikker med tøj til “store” (læs:tykke) mennesker. Her har jeg fundet bukser, som min røv kunne være i, og ikke mindst har jeg fundet bukser, der var lange nok.
Fire og en halv uge efter jeg sadlede om, begyndte at motionere og lagde chokoladen på hylden, var jeg nødt til at købe nye bukser. Min gamle bukser var begyndt at hænge, og så var de så tyndslidte, der var gået hul på indersiden af lårene – man slider ALTID indersiden af bukserne mest, fordi lårene kører mod hinanden, når man går. Jeg købte bukser i en butik for “store” mennesker i Sorø, og jeg fik SÅ meget råd og vejledning, og endte med to par i en størrelse mindre end jeg plejede.
De bukser er nu et-to numre for store, og jeg er nødt til at købe nye.
Kan man gemme sig
Når man er “stor”, er det vigtigt, at tøjet passer. Det nytter simpelthen ikke, at gå rundt i stort og slasket tøj, selvom det kan give en følelse af, at man kan gemme sig lidt.
Det lyder som om jeg er kommet til at elske at købe nyt tøj! – Sådan er det ikke. Jeg er NØDT til at skulle ud at købe nyt nu, og jeg har slet ikke lyst. For i mit hovede har jeg stadig den samme størrelse røv, maven er stadig for rund og brysterne de samme. Jeg tænker, at prøverummene er de samme, og lyset ALT for afslørende. Men den går ikke længere, for mit tøj hænger pinligt på mig.
